Rødvig Kalkmælk

Udførelse 

Kalkning på nypudset bund

Mørtelbunden, på hvilken der efterfølgende ønskes en afslutning med kalkmælk, bør altid være af kalkmørtler eller Rødvig Juramørtler, idet de krystalliserer efter hærdningen, hvorved kalken bedre binder og samtidig giver optimal adgang for alm. luft. Det frarådes at bruge cementmørtler, da de er for tætte og glatte.

Før der kalkes, skal pudsen være karbonatiseret i overfladen. Dette tager mindst 3 til 4 uger, og viser sig ved at mørtlen er tørret op og fremstår helt hvid.

Forbehandling:
Facaderne renses for mørtelstænk eller lignende, uden brug af syrer.

Forvanding:
Forvanding af bund foretages med slange med strålespids indstillet til spredning. Der vandes et passende murstykke, indtil væggene spejler (må ikke sejle) og bagefter bliver matte.

Forbehandling med kalkvand:
Det tilrådes, efter forvandingen, at stryge eller sprøjte en gang kalkvand på muren, før selve kalkningen skal finde sted. Kalkvand tjener som en naturlig binder, samtidig trækker den lidt ind i murens overflade. Forvanding sikrer, at der kan kalkes vådt i vådt, hvorved kalken løber bedre sammen uden stød og striber.

Behandling med kalkmælk skal udføres uden ophold til naturlige steder, hvor skel ikke ses, for eksempel en side af gangen. Det vil sige, at der ved store facader bør være et passende stort mandskab. Man kan afbryde ved tagnedløb og gesimsfremspring.

Ved kalkarbejde skal der røres konstant i spanden med kalkmælk, både ved hvidtekalkning og ved indfarvet kalkning, ellers vil det sidste i spanden blive for kraftigt. Ved ophold eller efter endt brug, skal spanden lukkes med tætsiddende låg.

Kalkning fortages de antal gange som ønskes, normalt ca. 3 gange, og hver kalkning skal optørre fra gang til gang, normalt med 1-3 dages mellemrum.

Når fuld dækning er opnået, afsluttes til sidst med mindst 1 gang strygning eller sprøjtning med klart kalkvand.

På særligt udsatte bygninger, eller på en vanskelig bund med fx kalkcementmørtler, opnås større vedhæftning af kalkede overflader, hvis man forbehandler med sandkalk.

Behandling med kalkmælk må aldrig udføres i sol eller ved udsigt til nattefrost. Aldrig under + 5 °C.

Behandlingen med hvidtekalk og indfarvet hvidtekalk (kalkmælk), foretages med en god tæt kalkkost, fx en let slidt hårkost. Hold bunden fugtig og rør konstant i spanden for at få en ensartet kalkning hele vejen igennem. Det anbefales at starte med rundstrøg, og medens kalken er våd afsluttes med lange vandrette strøg.

Efterfølgende kalkning må ikke ske før den foregående behandling er optørret, normalt ca. 1-3 dage. De efterfølgende kalkninger stryges kun vandret.

Tidspunkt for udførelse:
Bedste tidspunkt for kalkning er fugtige forårs- eller efterårsmåneder, hvor den relative luftfugtighed ligger på 65 til 75%.

Holdbarhed:
Med nævnte fremgangsmåde har det vist sig, at kalkningen vil kunne holde fra 5-10 år, alt afhængig af bygningens beliggenhed.

Kalkning på gammel bund

1. Væggene afbørstes grundigt for alt løstsiddende støv og partikler og afrenses for løstsiddende kalkhinder. Det kan gøres med almindelig fejekost og et skrabejern.

2. Eventuelle reparationer udføres med en mørtel så lig den eksisterende bund som muligt. Reparationen udføres i så god tid, at den kan nå at hærde inden selve kalkningen finder sted.

3. Forvanding af bunden kan udføres med kalkkosten, men bliver mere ensartet og dækker større flader, hvis man finvander med slange med en strålespids, der kan indstilles til spredning. Der vandes et stykke ad gangen indtil væggen skinner og derefter bliver mat. Forvandingen sikrer, at der kan kalkes vådt i vådt, hvorved kalken løber sammen til en jævn hinde uden stød og striber.

4. Hvis bunden er nyt murværk og ny puds eller berapning, grundes med kalkvand – og her med kalkkosten. (Gammelt murværk, gammel puds og afrenset kalkning, som er tættere i overfladen, bør ikke grundes med kalkvand).

5. Herefter kalkes med den velrørte hvidtekalk – med kalkmælken. Der stryges vandret og lodret, men mange foretrækker en rundstrygning og forsletning for at få et resultat med mindst mulige striber.

6. Andengangs strygning må ikke foretages før første strygning har sat sig. Men med den stærkt fortyndede blanding som her beskrevet, vil det allerede være sket efter en dags forløb. Kan man, vil det dog være at foretrække at vente et par dage.

7.  Når dækning er opnået ved en, to eller tre strygninger, overkalkes fladen til sidst med én gang kalkvand. Denne afsluttende strygning med kalkvand, er med til at stabilisere overfladen, hvilket har særlig betydning ved farvet kalkning.

Facader der egner sig til kalkning 

Alle facader kan kalkes – men nogle egner sig bedre end andre. Kalk er et åndbart og levende materiale, som arbejder sammen med materialerne i muren under kalken. Det er derfor forskelligt, hvor godt en facade egner sig til at blive kalket. Nogle skal helst kalkes, andre kan kalkes, hvis de bliver forberedt til det, mens andre har bedst af ikke at blive det.

Krav til facaden:

• Facaden skal først og fremmest have en sugende overflade, for at kalken kan binde. Derudover skal den have en ensartet sugeevne over hele fladen, så der ikke opstår farveforskelle, når den hærder.
• Dernæst skal den være ren for kemikalier og salte, som kan gå i forbindelse med kalken og påvirke dens hæftningsevne og farve.
• Endelig skal muren helst være åndbar (diffusionsåben), så fugt kan passere gennem muren og ikke bliver fanget bag kalken, som derved løsner sig og falder af.

Facader du bør kalke, både for byggetekniske og æstetiske grunde – kalkmørtel murværk:
Den optimale facade at kalke er en mur opført med kalkbaseret mørtel, og som er pudset op eller berappet med kalkpuds. Det er typisk for ældre huse opført før 1960, inden cementmørtlen fik sit store gennembrud. En kalkmørtel facade har en god sugende overflade og indeholder ingen fremmede kemikalier og salte, som kan ’forstyrre’ kalkens hærdning. Hvis den diffusionsåbne facade får en for tæt overfladebehandling med fx facademaling, bliver fugten spærret inde, og der opstår problemer med råd og svamp i huset. Murede bygninger som er blevet overfladebehandlet med fx facademaling kan godt kalkes, men det kræver dog, at facaderne først bliver renset helt af for maling og murene evt. repareret med kalkmørtel inden.

Facader du kan kalke af æstetiske grunde, hvis du gør dem klar til det – cementmørtel murværk:
Murværk opført med cementbaseret mørtel og oppudset/berappet med cementpuds er mindre sugende og giver umiddelbart en dårligere vedhæftning og dermed holdbarhed af kalken. Da den samtidig er meget tæt, opnår du ikke nogen byggetekniske fordele ved at kalke facaden. Til gengæld får du med kalk en stoflig overflade, som giver en blød refleksion af lyset, og du altså vælge at kalke af æstetiske grunde. I så fald kan du gøre murfacaden mere velegnet til kalkning ved først at stryge den med et lag Rødvig Sandkalk. Har du planlagt en større murrenovering og ønsker at tilføre huset kalkens æstetiske kvaliteter, kan du overveje at banke cementmørtlen helt af og pudse murværket op igen med kalkpuds, så der er en ren kalkmørtelbund at kalke på.

Facader som du ikke bør kalke – af byggetekniske grunde:
Det giver ikke mening at kalke murværk opført og oppudset med cementmørtel, som efterfølgende er overfladebehandlet med en diffusionslukket facademaling. Der kan ikke kalkes direkte på malingen, og selv når den er renset af, er der ikke en optimal bund at kalke på. Hvis der er anvendt silikatmaling som går i forbindelse med pudset, kan den slet ikke renses af. Her er det derfor bedre at fortsætte med at male facaden. Det samme gælder rene betonmure, som er endnu tættere i overfladen, og hvor vedhæftningsgraden derved er endnu dårligere.

Opbevaring 

Kalkmælk skal opbevares frostfrit.