Forundersøgelse af murværk:

I god tid inden renoveringsarbejdet påbegyndes, bør der foretages en undersøgelse af murværket. Denne skal helst foretages af en uvildig instans, fx Teknologisk Institut, MURVÆRK, Teknologiparken, Kongsvangs Allé 29, 8000 Århus C. – tlf.: 7220 3800

Et eller flere af følgende forhold bør undersøges afhængig af konstruktionens art:

1. Er der konstruktive forhold, der har medvirket til skader på murværket herunder til en tilsmudsning af facaderne? Er der konstruktioner der skal ændres?

2. Er afdækninger, tagafslutninger, tagrender, tagnedløb m.m. i orden?

3. Er murværket misfarvet, og skal der foretages en afrensning af dette? Hvis det er tilfældet, skal der i god tid inden renoveringen påbegyndes foretages forsøgsrensning for at finde frem til en egnet rensemetode fx vandsivning, lavtryksrens m.v. Der bør altid vælges den metode, der er mest skånsom for såvel murværket som miljøet.

4. Er murværket malet med diffusionstæt maling, der har medvirket til skader på murværket? Hvis dette er tilfældet bør malingslaget fjernes og erstattes med et diffusionsåbent materiale.

5. Er der indlagt et fugtisolerende lag på soklen, eller er der på anden måde hindringer for at der kan trænge grundfugt op i murværket? Hvis dette ikke er tilfældet, og der ikke foretages fugtisolering, bør murværket ikke males, men kalkes

6. Er der revner i murværket og/eller i pudslaget? Er det nødvendigt at foretage ommuringer, indlægning af dilatationsfuger eller armering? Hvis der er mange revner i pudslaget, bør der ikke påføres slutpuds eller maling på dette, da der i så fald er stor risiko for, at der vil fremkomme revner i dette lag ud for revnerne i underlaget. I sådanne tilfælde vil det være nødvendigt at udskifte pudslaget.

7. Er der sket afskalninger fra facadestenene, der indikerer, at stenene har en ringe frostfasthed? Hvis der forekommer mange afskallede sten, bør der ikke foretages overfladebehandling af murværket, og ydervæggene bør ikke tillægsisoleres indefra, medmindre der foretages ommuringer.

8. Er der sket afskalninger fra mørtelfugerne? Hvis dette er tilfældet, skal der foretages en total eller partiel omfugning af murværket. Ved en sådan omfugning foretages der udkradsning af de gamle fuger i fuld bredde til 15-30 mm dybde i forhold til den færdige fugeoverflade, afhængig af fugernes tilstand. Herefter foretages der efterfugning i en mørtel, der passer til den underliggende.

9. Er der sket afskalninger fra pudslaget eller sidder dette løst? Forekommer der tynde afskalninger i murværket eller pudslagets overflade, så denne er melet og afsmittende? Hvis dette er tilfældet, er der sandsynligvis skadevoldende salte i murværket. Det frarådes at foretage overfladebehandling af sådant murværk, medmindre der foretages ommuringer. Der bør evt. udtages prøver til bestemmelse af saltindholdet.

10. Har der været anvendt eller oplagret salte i bygningen? Dette er ofte tilfældet for bygninger, der anvendes eller har været anvendt som fx stalde, garveri, mejeri, pakhus, svømmehal m.v. Hvis dette er tilfældet bør saltindholdet bestemmes på udtagne prøver.

11. Hvilken sammensætning har eksisterende puds? Ved udbedring af pudslaget skal det nye pudslag have en lignende styrke, elasticitet og sugeevne som det eksisterende puds. Pudslagets sammensætning kan evt. bestemmes på udtagne prøver.

12. Indeholder murværket eller pudslaget vandafvisende materiale? Dette kan nedsætte vedhæftningen til en evt. slutpuds, og det er uegnet til behandling med kalkvand.

Klik for flere referencer

De 10 bud for murværk

Undgå faldgruberne når du murer

Konsulentbistand

Kontakt os på +45 56 50 30 00 eller på info@kalk.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev