Forslag til istandsættelse af defekt og frostsprængt murværk, evt. tidligere overflade behandlet med kalk, og senere behandlet med plast- eller cementbaserede malingstyper.
Frostsprængte fuger og tegloverflader ses ofte på kalkede facader, der senere er behandlet med cementpulvermaling, plastmaling eller nyere siliconemalinger. Det går særligt ud over ældre huse, opført traditionelt af håndstrøgne tegl i kalkmørtel. Tit er årsagen til skaden, at de nyere overfladematerialer er for tætte, hvorved den naturlige fugt- og damptransmission nedsættes. Fugten ophober sig bag overfladerne, hvorfra den langsomt fordamper og afsætter krystaller der vokser og vokser. Erfaring viser dette, og det dokumenteres af de såkaldte PAM-tal (værdi for fugtgennemtrængelighed), hvis værdier for de omtalte materialer ser således ud:
Kalk 0,0-0,4
Cementpulvermaling 0,8-1,0
Acrylplastmaling 2,0-7,0
Kalken er således uovertruffent det mest diffusionsåbne materiale. Betydningen af kalkhindernes åbenhed i sammenligning med fx de mere diffusionstætte materialer, ses af de følgeskader, der i de senere år er dukket op med de nye behandlinger. En velhærdet kalkmørtel kan langsomt gå i opløsning, når den lukkes inde af et materiale med et for højt PAM-tal. Men også det vand, der udefra trænger ind bag den tætte overfladebehandling gennem hårfine revner, har ikke mulighed for hurtigt at fordampe ud gennem de tætte overfladelag. Det ophobes i murmaterialerne bagved, hvorefter krystalophobning og frost i vinterhalvåret vil forårsage afsprængninger af fuger og stenforsider.