Produkter til fugning omkring døre og vinduer
Du kan anvende vores kalkmørter til fugning omkring døre og vinduer og andre samlinger, planfugning af murværk og reparationer af fuger i murværk opført med kalkmørtel.
Fuger omkring døre og vinduer skal kunne arbejde med huset uden at revne. Den skal derfor være meget elastisk, men dog stadig være stærk nok til at hæfte til hhv. karmen og murværket. For at opnå denne elasticitet anbefaler vi, at du anvender Rødvig Juramørtel KKh 35/65/500 og tilsætter fæhår under oprøringen. Det gør mørtlen fleksibel og stærk på samme tid.
Ved reparation af fuger opført med kalkmørtel skal du så vidt muligt anvende mørtler af samme type og styrke. Det vil dog typisk være den forholdsvis stærke Rødvig Juramørtel KKh 20/80/475, medmindre det er en meget gammel bygning, hvor der er anvendt ren kulekalksmørtel. Inden du foretager reparationerne, skal du sørge for at rense fugerne for løs mørtel og snavs og evt. kradse fugerne ud.
Væsentlige forudsætninger for et godt resultat
1. Vinduer og døre skal have en kvalitet så de ikke svinder eller slår sig.
2. En udfræset mørtelrille ca. 10 – 20 mm inde i karmens yderside er en fordel.
3. Afstand mellem vinduer/døre og mur skal være omkring 10 mm.
4. Der skal stoppes med tjæret værk mindst 30 mm fra ydersiden, som skal stoppes så hårdt, at det danner en fast bund for mørtlen, uden at det spænder for hårdt på trækarmen.
5. Mørtlen blandes i en tvangsblandemaskine med passende vandmængde i 20 minutter, så det bliver plastisk. Den opblandede mørtel skal bruges indenfor ca. 2 timer.
6. Mørtlen fuges med fugeske og der udfyldes med mørtel til ca. 10 mm fra ydersiden. Efter passende tørretid (ca. 1/2 time) trykkes fugen godt og grundigt og de sidste 10 mm udfuges, trykkes, glittes og afrettes pænt. Når det er tørret tilpas, børstes det med en tør børste.
Arbejdet må ikke udføres i frostperioder. I hardningsperioden skal der skærmes af for sol og vind.